mandag den 22. april 2019

Spectrum Noir Tri-blend tusser

I fredags viste vi den første video på vores YouTube kanal. Nemlig en lille gennemgang af de nye tusser fra Spectrum Noir.

Tusserne er alkoholbaseret, men er anderledes end andre på markedet, fordi der er tre farvernuancer i hver tushpen. Nemlig en lys, en mellem og en mørk.

 Det vil sige producenten allerede har gjort en del af "vores arbejde" ved at give os tre farver, der tilsammen giver et fint farvespil fra lys til mørk, og en mulighed for at lave dybde.

Det betyder også at man ikke skal investere helt så meget som hvis man vil starte farvelægning med de traditionelle alkoholtusser.
De er derfor ideelle hvis man godt vil prøve farvelægning med alkoholtusser men ikke ved om det nu også "er noget". Med blot få tusser er man godt i gang.

Jeg har i påsken haft mulighed for at lege lidt med de nye tusser.
Jeg har farvelagt sættet "buket nelliker", og jeg har kun brugt to tusser.
Nemlig hydrangea blend og dull green blend - men alligevel er det lykkedes mig at få et fint farvespil i blomster og blade.

Vi har selvfølgelig de nye tusser med på Scrap-a-Mania i Sorø i næste weekend, hvor du er meget velkommen til at komme forbi og få en snak om farvelægning og mulighed for selv at prøve de nye tusser.


onsdag den 30. januar 2019

En dag på Creative World

Lørdag den 26. januar var hele designteamet på Creative World i Frankfurt, det er en international messe for forhandlere af hobby- og kunstartikler. Der kommer forhandlere fra hele verden, og ifølge dem selv, så er det den største og vigtigste messe i hele verden.

Vi var tidligt oppe, da vi skulle flyve fra Kastrup kl. 7.20, så morgenmaden blev indtaget stående i lufthavnen

Fremme ved messen, startede vi selvfølgelig med at hilse på Hobbygros, hvor Nadjas stempler var til salg. Sjovt at se stemplerne udstillet på den måde, og Nadja skulle selvfølgelig fotograferes ved siden af stemplerne.




Resten af dagen brugte vi på at gå rundt og blive inspireret og savle over nye lækre produkter. Det var sjovt at være på stande som Sizzix, Hero Arts og Altenew og snakke lidt med vores 'helte'.

Her er et par stemningsbilleder fra messen. Dette er bare den ene etage, der var en mere, lige så stor og med lige så lækre stande.





Allerede i en pause, hvor vi fik lidt at drikke, var Nadja i gang med skitseblokken. Det var hun også i flyet på vej hjem. Også selv om vi var så overtætte, at vi grinede af alt og ingenting, og fik hylet stewarden helt ud af den, da han skulle fortælle om sikkerheden ombord på flyet


Det var en rigtig god, lang og ikke mindst inspirerende dag - og så var det vist meget godt, at det ikke var muligt som privatperson at shoppe, for ellers var vi noget blevet meget fattige. 

fredag den 7. december 2018

Man kan også have en fest med farveblyanter


Som med alle andre materialer man bruger, så har kvaliteten meget at sige også når det gælder farveblyanter. Men det betyder ikke at man behøver at gå ud og investere i de dyreste farveblyanter der starter på 800 kr. pakken. 

Det vigtigste er at man køber nogle farveblyanter med en masse pigmenter i, det vil sige at man ikke skal tvinge farven fra blyanten til papiret. Som man typisk ender med, hvis man bruger de meget billige. Det gør det også nemmere at få farverne til at blende. 

Dem jeg har brugt er fra Faber Castell, de er til at finde i diverse boghandlere og i mange hobbyforretninger. Koh i noor og Prismacolor kan også anbefales. 



Først så farvelægger jeg faktisk stemplerne med lyse alkohol tusser, kun en enkelt basis farve, ingen skygger eller noget.

Det er et vildt godt tip jeg fik for nylig på Instagram, ved at lægge en bund med alkohol tusserne, så vil papiret ikke kunne ses igennem det jeg farvelægger, da farveblyanter godt kan have en tendens til ikke at dække 100 %.

Derefter er det bare at gå i gang med at farvelægge med blyanterne, det der virker bedst for mig er at jeg lægger skyggerne først, for på et tidspunkt bliver det svære og svære at tilføje farve, så ved at lægge skyggerne først sikre jeg mig at de kommer med.

Når jeg lægger skyggerne gør jeg det de samme steder som når jeg bruger tusser, så det er muligt at bruge skyggekortene til farveblyanter også. Blogindlæg om skyggekort kan findes her.




Et andet tip til når man bruger farveblyanter, er at have så let en hånd som muligt når man farvelægger, hvis man får lagt for meget pres på spidsen så risikerer man nogle meget mørke streger og de er svære at gøre noget ved når først de er der.


Til sidst er det bare tilbage at bruge, det man har farvelagt til et lækkert projekt. God fornøjelse!




søndag den 28. oktober 2018

Digiblomst på flere måder

I onsdags satte jeg digi-stemplet Mæklebøtter til salg, i dag vil jeg så vise hvordan man kan bruge et digi-stempel på flere måder, og samtidige vise en af de store fordele ved digi-stempler. 

Når jeg printer digi-stempler bruger jeg PNG filerne, fordi filerne ikke har nogen baggrund, så jeg behøver ikke bekymre mig om at det "hvide" lapper ind over blomsterne. Jeg vil også anbefale at bruge Silhouette studio eller Adobe Illustrator når man skal lege med størrelser og opsætning af digi-stemplerne da det er nemmere (Silhouette studio Basic er et gratis program). 

I programmet legede jeg så med tre forskellige størrelser på stemplet, en hvor hele digi-stemplet vil kunne være på kortet, en hvor kun en del af digi-stemplet vil kunne ses på kortet og en hvor digi-stemplet er mindre og gentager sig selv over hele siden som en slags mønster papir. 

"

Og så var det bare i gang med at farvelægge dem. Man kan godt køre tussen hen over stregerne, bare man ikke gør det flere gange lige efter hinanden så stregerene bliver alt for våde. Først malede jeg hele blomsten i en lys gul, derefter valgte jeg mørkere og mørkere tusser, efterhånden som jeg kom ind mod centrum. 

Så var der bare tilbage at skære dem til og bruge dem på kort.
De første kort er dem hvor blomsterne skulle kunne være på kortet.


Herefter kommer dem hvor kun en del af blomsten skulle kunne ses.


Til sidst er der kort, hvor blomsterne er brugt som møsnterpapir, men med to forskellige udtryk.




Den måde jeg har brugt digi-stemplet, vil kunne bruges med de fleste digi-stempler, hvilket gør dem meget anvendelige.

Hvis man farver blomsterne i en helt anden farve, kan de også være krysantemum blomster.

Det er også værd at holde øje med hjemmesiden næste weekend, hvor jeg har på fornemmelsen at nogle meget livlige og uartige nisser vil gøre sin ankomst.

God weekend
kreative hilsner
Nadja





fredag den 19. oktober 2018

Sommeren går på hæld....

I min række af indlæg med stempelsættet bolde er jeg kommet til den sidste af boldene
- badebolden, jeg har kombineret den med sommerkaninen, et af de nye digi-stempler.

Jeg har printet kaninen, og stemplet badebolden på det papir jeg plejer at bruge når jeg farvelægger med Promarkers.
Efter farvelægning er begge dele klippet ud
Baggrunden er lavet med distress oxide, den hvide "brænding" har jeg lavet ved at duppe lidt fortyndet hvid akrylmaling langs strandkanten.
Bolden er limet direkte på baggrunden, kaninen er sat på skumpuder.
Til sidst har jeg embosset en af teksterne fra stempelsættet Fra hjertet

Rigtig god weekend, her står den på forberedelser til de kommende weekenders arrangementer,
Scrap i Egedal og Scrap-a-Mania, billetsalget for siddende deltagere er stoppet for begge arrangementer, men det er muligt at komme på besøg.
Du kan allerede nu bestille varer til afhentning på begge arrangementer
/Randi

onsdag den 17. oktober 2018

Små bolde

I denne uge fokuserer jeg på stempelsættet bolde, i mandags viste jeg eksempler på at bruge de store bolde. I dag viser jeg et kort hvor jeg har brugt tennisbolden.

Den kan selvfølgelig bruges i samme stil som jeg viste i mandags, men jeg har denne gang valgt at bruge stemplet til at lave en baggrund:
Jeg har stemplet tennisbolden mange gange på et stykke karton, jeg sørgede for et par steder at gå uden for kanten, for at give indtrykket af at det er et stykke mønsterpapir. Jeg drejede også bolden, så de ikke alle vender samme vej.
Jeg skar mit stemplede baggrundspapir til så det er mindre end kortet og lagde en lysegrøn matte bagved 

Jeg har farvelagt boldene med promarkers, jeg stemplede og farvelagde også t-shirten fra stempelsættet Stjernespiller, teksten er også derfra.
Lidt tætter på:
her kan man måske ane at både T-shirten og strimlerne med tekst er sat på med skumpuder for at kortet ikke skal være helt fladt.

Der er endnu en bold tilbage i dette stempelsæt, på fredag vender jeg tilbage med et eksempel på at bruge den
/Randi

mandag den 15. oktober 2018

Mange bolde i luften


I denne uge vil jeg vise lidt forskellige ideer til at bruge stempelsættet Bolde
Jeg starter med fodbolden:
Jeg startede med et stykke karton i samme bredde som det færdige kort, der stemplede jeg 3 fodbolde på linie
Derefter skar jeg stykket til, så det var lidt højere end fodboldene der var stemplet på.
Jeg stemplede også to ekstra bolde som jeg klippede ud. For at give dem lidt finish tog jeg en tusch og farvede kanten af de udklippede bolde.
Derefter samlede jeg kortet, med et stykke mønsterpapir med lidt struktur i som base, derefter strimlen med fodbolde som jeg har lagt en sort matte under.
Til sidst satte jeg de to løse bolde og et par tekst på med skumpuder under.
Jeg har valgt at give alle boldene lidt farve med en grå tusch, men det kan sagtens udelades.
De 2 bolde jeg har sat ovenpå sørgede jeg for at dreje lidt i forhold til de nederste så der kom lidt liv i kortet.
Her har jeg brugt næsten samme opsætning med et par basketbolde, disse er stemplet og farvelagt, men man kan også stemple på orange karton.
Disse bolde er lidt større end fodboldene, så denne gang er der kun 3 bolde, og de er alle tre klippet ud og sat på med skumpuder
 Jeg har her lavet sorte matter under både strimlen og det orange karton
(der er embosset for at give lidt mere liv)
og til sidst et eksempel med håndbolde, her har jeg sat den på den anden led, og uden en strimmel men i stedet brugt mønsterpapir under.


På alle tre kort har jeg brugt tekster fra stempelsættet Stjernespiller

Husk der er fri fragt ved køb over 180 kr. på webshoppen resten af året.

/Randi

Spectrum Noir Tri-blend tusser

I fredags viste vi den første video på vores YouTube kanal . Nemlig en lille gennemgang af de nye tusser fra Spectrum Noir. Tusserne er al...